Partnerskabsaftale med Blue Water Shipping


Handelsgymnasiet Aalborg og shippingfirmaet Blue Water Shipping har indgået et partnerskab der betyder, at virksomheden bliver partner for flere af skolens internationale klasser. Det giver eleverne en unik mulighed for at lære mere om de opgaver, der findes i en stor international orienteret virksomhed. Samarbejdet betyder endvidere, at eleverne bl.a. får mulighed for at komme på virksomhedsbesøg og at undervisningen vil kunne tage udgangspunkt i konkrete opgaver, der relaterer sig til virksomheden. Det nye samarbejde træder i kraft til august 2014.

- Samarbejdet med Blue Water Shipping er rigtig spændende for os, da virksomheden er stærk på det internationale område. Virksomhedens arbejdsområder er derfor oplagte i forhold til fag som fx international økonomi, erhvervsret og finansiering, fortæller uddannelseschef Jørn Dahl fra Handelsgymnasiet Aalborg og fortsætter:

- Ved at bygge bro mellem Handelsgymnasiet og en virksomhed som Blue Water Shipping vil eleverne få et større indblik i, hvordan de teoretiske redskaber kan bruges i praksis. Netop nu ser vi en stor interesse hos vores elever i forhold til de internationale områder. Samarbejdet er derfor yderst attraktivt, da det vil kunne styrke vores internationale fokus set ud fra en virksomhedsrettet kontekst. 

Blue Water Shipping om samarbejdet

- Vi har altid værdsat et tæt samarbejde med erhvervsskoler, som teoretisk udvikler vores kommende speditør- og økonomielever. Derfor er det helt naturligt for Blue Water at indgå en partnerskabsaftale med Handelsgymnasiet Aalborg, fordi vi ser det som meget vigtigt at erhvervslivet og erhvervsskolerne skaber tættere samarbejdsrelationer i fremtiden, fortæller Ole Bøgh Ulriksen, der er general manager hos Blue Water Shipping og fortsætter:

- Med partnerskabet glæder vi os til at kunne klæde de unge elever på med ny viden, og samtidig vise dem en global spændende branche inden for spedition og shipping. Vi ser frem til at kunne bidrage med vores erfaringer til det fastlagte program og er også åben for yderligere områder, som kan styrke de studerendes tilgang til erhvervslivet. Hvert år modtager vi et stort antal elever fra erhvervsskolerne og derfor er det vigtigt for vores virksomhed, at det er dygtige elever, vi får ansat. Vi nyder at arbejde med kvikke unge mennesker i virksomheden og kan også tilbyde dem en meget spændende hverdag i en global virksomhed, slutter Ole Bøgh Ulriksen. 

Om Blue Water Shipping

Blue Water Shipping er en global udbyder af alle logistiske serviceydelser i moderne supply chain management. De transporterer alt lige fra enkelte paller til hele olierigge, men er samtidig mere end et traditionelt transportfirma. De tilfører værdi og skaber unikke løsninger med specialiserede it-systemer, som de integrerer med kundernes systemer. De har derfor et tæt samarbejde med deres kunder og har samtidig et verdensomspændende netværk af partnere. Hos Blue Water Shipping sidder et team af eksperter, som arbejder i et sikkert miljø med korte beslutningsprocesser. Ved at være fleksible og proaktive skabes de bedste løsninger til enhver udfordring, uanset destinationen eller typen af gods, der skal håndteres. Blue Waters 1.300 specialiserede medarbejdere fordelt på mere en 65 kontorer verden over arbejder hårdt for at fuldføre ambitionen om at være ”Best in Town” – at være det bedste lokale transport- og fragtfirma uanset om det gælder lokale eller globale opgaver. Deres forretning er grundlagt på principper om videndeling, in-house kompetencer og ressourcer. Hos Blue Water skabes løsninger sammen – altid med fokus på kunderne.

Læs mere om Blue Water Shipping >>

Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk