Fernisering i Turøgade - Business Lift-Off

18. maj 2018

I onsdags afholdte Handelsgymnasiet i Turøgade fernisering i deres Business Lift Off–lokaler.

Ferniseringen er produktet af et strålende kreativt samarbejde mellem et af designholdene på designlinjen og de selvstændige kunstnere Maja Kjærgaard Henriksen og Frida Stiil Vium fra det aalborgensiske ungeatelier Street Station.

Resultatet er et nyt, inspirerende miljø og flotte lokaler til alle elever på Handelsgymnasiet, der ønsker at arbejde med innovation og iværksætteri. I lokalerne i Business Lift Off kan eleverne, der går med ønsket om at starte egen virksomhed eller måske allerede har gang i egen virksomhed, nu opleve et miljø, hvor der kan idéudvikles, testes idéer af foran andre samt afholdes møder med kommende eller nuværende samarbejdspartnere.

Maja og Frida fra Street Station, et ungdomsatelier for upcoming kunstnere, har samarbejdet med designholdet ved at give sparring til eleverne og vejlede og hjælpe til omkring forskellige street-art teknikker. Et samarbejde, der, med onsdagens fernisering, har været yderst produktivt og inspirerende for begge parter. Ved ferniseringens afslutning blev der allerede talt om mulighederne for samarbejde ved flere kommende og spændende projekter på Handelsgymnasiet. 



Billedgalleri
Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk