Dimission for 520 HHX-studenter

24. juni 2017

Fredag var en festdag for knap 520 nyudklækkede handelsstudenter. Her blev der afholdt dimission i Gigantium, hvor eleverne fik overrakt deres eksamensbeviser. For eleverne betyder det afslutning på tre års uddannelse, men samtidig er det også første skridt mod nye spændende uddannelses- og karrieremuligheder. Dimissionerne foregik over to omgange. For Saxogades vekommende blev der afholdt dimission kl. 11.00, mens eleverne i Turøgade blev fejret fra kl. 14.00.

Til begge dimissioner blev er afholdt en række taler. I forbindelse med Turøgades dimission var det eleverne Christoffer Dyran og Maja Lindgren Nielsen, der stod for årets elevtale.

Uddrag fra elevtalen 2017:

Morten Hesseldahl, der er direktør for Det Kongelige Teater, sagde engang ”Det vigtigste at vide som nyudklækket student er, at det ikke handler om de karakterer, man får, men den karakter, man er.” Man skal af denne grund ikke tro, at éns verden står og falder på den karakter, der står på éns eksamensbevis. Men at den karakter, man besidder den dag i dag, er én, man er stolt af. En karakter, som vi igennem tiden på Aalborg Handelsgymnasium har udviklet.

Vores år på Turøgade har været en rejse! ”At rejse er at leve”, som H.C. Andersen sagde i 1800-tallet. Vi har udviklet os både fagligt og socialt helt fra den første skoledag, hvor vi sad forvirrede i aulaen, og måske en anelse fortabte i menneskemængden, nervøse for hvad de næste tre år ville bringe. De første dage på skolen var vi taknemmelige over blot at vide, hvor kantinen, IT-afdelingen og toiletterne var.

Gennem vores tid på Turøgade har vi lært at tage ansvar for vores egen læring. Dette har ikke kun været i forbindelse med at skulle møde til tiden, men også vores evne til at engagere os på anderledes vis i undervisningen. Skolen har gjort plads til at kunne gå nye veje - nogle har igangsat egne projekter, blandt andet i Talentakademiet eller til forskellige innovationskonkurrencer. Andre er endda gået så langt som til at have startet egen virksomhed med hjælp fra forældre, skolen men især også fra Business Lift-Off.

Skolen har altid dannet rammerne for et godt studiemiljø, men også et godt socialt miljø. Den årlige idrætsdag har været en fornøjelse for mange. Vi har gået all-in i både de sportslige konkurrencer og heppekonkurrencerne med banner, slagord og festlig udklædning. Med sådan et samarbejde kan man nå langt.

Det har været en fornøjelse at følge hinanden gennem de sidste par år, hvor vi er kommet til at kende hinanden på mange forskellige plan. Man siger, at de venner man får i gymnasiet, er venner for livet. Uanset om det er rigtigt eller ej, er det vigtigt at huske på de venskaber, man har fået i løbet af de tre år og være taknemmelige for dem. For om lidt bliver vi alle spredt; for alle muligheder står åbne. Nogle læser direkte videre, mens andre tager et sabbatår, hvor de enten har fået elevplads, skal arbejde eller ud at rejse. Nogle ved måske ikke helt, hvad fremtiden skal bringe.

Tiden på Turøgade vil blive husket som tre år med hårdt arbejde, nye og spændende udfordringer, socialt sammenhold og mange venskaber. Vi ønsker jer alle god rejse på jeres videre færd. Vi er sikre på, at den støtte og udvikling, vi har tilegnet os fra både skolen, familie og venner, har rustet os til at vi nu kan stå på egne ben med alle de kompetencer, det nu kræver, når en ny æra begynder for os. Så kæmpe tillykke til alle studenterne.

 



Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk